Vælg en side

Den danske sommer har indtil videre ikke vist sig fra sin bedste side. Derfor er det selvfølgelig altid rart, når man kan sætte sig komfortabelt i sin sofa og blive underholdt. I mange tilfælde, er det genudsendelserne som ruller over skærmen her i sommerperioden. Dette betyder også, at der er ufattelig mange fantastiske krimier som bliver genudsendt.

Jeg holder ikke overraskende meget af krimier. Både dem som bliver vist i billeder og dem som kan læses i bøger. Derfor værdsætter jeg bestemt også alle de genudsendelser DR1 sender af diverse krimiserier lige i øjeblikket. Jeg har derfor valgt 4 ud, som du bliver nødt til at se eller gense.

 

1. Sagen genåbnet (Waking the dead)

Sagen genåbnet bliver sendt ud på de sene nattetimer, men hvis du finder dig selv i en situation hvor du af en eller anden grund ikke kan sove, ja så vær sikker på at du kan sove længe dagen efter. Fordi sagen genåbnet vil berøve din nattesøvn. Serien omhandler en politienhed, som er lokaliseret i London. Enheden opklare eller som titlen antyder genåbner gamle sager. I fleste tilfælde er det allerede opklarende sager, hvor nye beviser eller sågar nye dødsfald vender op og ned det hele. Det er på mange måder en dyster krimiserie, der er både blod og døde kroppe. Der er heller ikke nogen altvidende hovedperson, som blive udpensler sammenhængene til slut. Historien er ikke på den måde kryptisk, men der er ingen tvivl om at man skal følge med. De sidste afsnit løb over skærmen i 2011 og selvom jeg har mange af afsnitene, er der stadig mange afsnit jeg aldrig har set før. Serien har tidligere været sendt på dr2, af flere omgange, så det er en gammel kending vi har med at gøre.

2. George Gently

George Gently er navnet på hovedpersonen, som er spillet af Martin Shaw. Jeg er stor fan af Martin Shaw og jeg synes at han er perfekt i rollen som Mr. Gently. Serien foregår i 60’erne og ser på mange forskellige problemstillinger som både var aktuel dengang som nu. Gently bliver assisteret af John Bacchus, en ung kriminalbetjent som på mange måder har meget at lære. På mange måder at Bacchus’s holdinger og udtalelser et udtryk for den samtid som serien skal forestille at foregå i. I løbet af de respektive afsnit får Gently ofte Bacchus til at se mere nuanceret på tingene. Serien er uden tvivl lettere i tonen end Sagen genåbnet, men samtidig er der en stærk vilje til at fortælle samtidens historie. Serien er baseret på bøger af Allan Hunter og den sidste sæson af serien vil snart blive vist i UK.

3. Kriminalkommissær Foyle (Foyle’s war)

Kriminalkommissær Foyle er også en serie med et historisk fokus. Serien foregår under og kort efter anden verdenskrig. Seriens hovedpersoner er Kriminalkommissær Foyle og hans chauffør Sam. Derudover bliver han assisteret af Paul Milner, som er kriminalbetjent og Foyle’s søn Andrew som er pilot i hæren. Foyle oplever ofte at både hæren og efterretningstjenesten forsøger at sabotere hans efterforskninger. Afsnitene står alene og man kan sagtens hoppe ind i serien. Der er selvfølgelig nogle enkelte tidslinjer som går igen, såsom Andrew’s karriere i hæren. Hvis man interessere sig for de forskellige politiske landskaber, som udspillede sig under anden verdenskrig, så vil man uden tvivl også finde serien interessant. Dette giver uden tvivl en ekstra dimension til serien, som jeg personligt sætter pris på. Serien sluttede tilbage i 2015 med 8 sæsoner bag sig.

4. Lewis

Lewis er en spin-off af Inspektor Morse universet. Robert ‘Robbie’ Lewis er nu blevet forfremmet til kriminalkommissær og han bliver assisteret af James Hathaway. Scenen er sat i Oxford, hvor op til flere studerende kommer ud for både mord og andre ulykker. Hathaway har tidligere studeret teologi, så der er også mange historier med et religiøst islæt. Personligt er ikke jeg så meget inde i Inspektor Morse universet, men jeg holder meget af Lewis. Serien har nogle fantastiske mysterier og mord som skal opklares. Samtidig får man et fint indblik i et lukket miljø, hvad end om det er et religiøst miljø eller Oxford’s universitets miljø.

 

Faktisk giver DR1 den fuld gas med krimier denne sommer. Kommissær Janine Lewis (Blue murder) bliver også sendt på DR1 om eftermiddagen. Denne serie skildre Janine som midt i mellem 4 børn og en eksmand, skal opklare forbrydelser sammen med assistenten Richard. Det er altid rart at se en kvinde i hovedrollen og skildringen af familielivet er meget slående.

Downton abbey er ganske vist ikke en krimi serie, selvom der er ganske mange gode intrigere. Serien bliver genudsendt på DR1 om eftermiddagen. Kriminalkommissær Barnaby falder ganskevist også ind under krimigenren, men de oprindelige afsnit sendes nu i HD. Så hvis du aldrig rigtig er faldet for krimigenren så kan jeg varmt anbefale at starte med Barnaby.

Rigtig god sommer herfra

-Henriette